Mine tanker

En dysfunktionel barndom

dysfunktionelForleden dag sad jeg og læste bogen ’Bliver jeg nogensinde god nok’ af Karyl McBride, hvilket var lidt en øjenåbner. Lige pludselig forstod jeg, hvorfor jeg altid har følt mig anderledes. – har altid skulle kæmpe for at blive anerkendt for at være “mig“, hvilket har betydet, at jeg har haft svært ved at udvikle min sande identitet.

Min mor havde meget fokus på de materielle goder og de ydre omstændigheder – facaden var altid i orden. Udadtil fremstod min mor, som den perfekte mor, men bag hjemmets fire vægge var det et helvede, hvor der ikke blev udviste omsorg og kærlighed eller følelser.
Hun kunne uden varsel – eksplodere i raseri og fik jævnligt atvide jeg var mindre værd end andre, grim, egoistisk, ikke værd at bruge tid på, uduelig. Hele min barndom var en lang marathon på listefødder, (var professionel i, at liste) hvor jeg aldrig vidste, hvornår jeg blev overfaldet verbalt og til tider fysisk vold, af min mor eller stedfar. Min barndom var en lang øvelse i, at gøre og sige det rigtige for, at min mor eller stedfar ikke blev vred, uanset hvad jeg selv måtte føle eller mene. Dermed fik jeg “programmeret” et handlemønster, der byggede på min mors forventninger, frem for at danne en personlighed og et handlemønster, der var baseret på egne valg, meninger og følelser.

Min mor har altid spillet min bror og jeg ud mod hinanden. Det har resulteret i, at vi altid har haft – og stadig har – et meget dårligt indbyrdes forhold. Min bror var favoritbarnet. “The golden child“. Blev en gang spurgt om jeg troede min mor elskede mig?
NEJ – det har hun aldrig gjort. En mor med dysfunktionel personlighedstræk er ikke i stand til, at elske andre end sig selv.
Det meste af min barndom brugte jeg på, at sidde med næsen i en bog eller være sammen med dyr. Bøgerne gav mig et liv med oplevelser og normalitet, og dyrene gav mig den kærlighed, jeg havde brug for. Kærlighed og et selskab, hvor jeg var tryg og glad.

Min mor har altid løjet og manipuleret sig til tingene. Desværre har det betydet, at jeg svært ved at lade andre mennesker komme tæt på mig og stole på, at de vil mig det bedste. Jeg bliver hurtig mistroisk – at det har noget med mig at gøre, hvis de ikke smiler til mig osv.
Min over analyseren i forhold til andre menneskers signaler, stammer fra min negative sociale arv og består af en gennemgribende angst for ikke at være god nok. – Den er så dybt kodet i mig, at vi på andet år stadig arbejder med den i behandling.

Dysfunktionel parforhold

Konsekvenserne i kærlighedslivet kom til udtryk i form af min egen usikkerhed, hvilket gav et et “hul” inde i mig rent følelsesmæssigt, som jeg ubevidst forsøgte at fylde med kærlighed fra en partner. Når der opstod følelser i form af kærlighed fra en partner, til side satte jeg mig selv og mine behov for, at opfylde partnerens ønsker. – Min partners manglende empati, omsorg eller støtte, var meget grundlæggende i vores forhold – min partner sugede derimod alt min energi og han plejede kun sine egne interesser.
Er senere hen blevet bevist om at, når svigermødre har samme træk som min mor gælder det om, at holder afstand (direkte ledtog med Satan ham (hende?) selv), da sandsynligheden for, at sønnen har samme træk er stor. – Har fået ødelagde mit selvværd en gang!

Da jeg blev voksen og skulle til at fungere i sociale sammenhænge både på mit studie og arbejdsplads, begyndte jeg at krakelere.
Den måde jeg navigerede, var designet ud fra et barns desperate behov for beskyttelse. Denne beskyttelse kunne ikke bruges i en voksen verden. Dermed startede bulimien og senere hen mit destruktive forhold til mad, som i mange år, har fungerede som ventil for den vrede og frustration, jeg bar rundt på, fordi jeg ikke kunne finde ud af, at rumme det kaos der var i mig.

At finde sig selv

At vokse op i en dysfunktionel familie efterlade sår med alvorlige konsekvenser for det senere liv. Men disse typer familier er desværre mere almindelige, end vi tror. For mit vedkommende har jeg den udfordring, at jeg har fået PTSD.
Selv om mange af os er vokset op i en dysfunktionel familie, er vi hovedpersoner i vores liv, og med den rette behandling kan vi hele vores sår. Trods konsekvenserne af min barndom, har jeg formået, at skabe mig et normalt liv og en fået en videregående uddannelse og forsørger mig selv. Jeg har ikke haft kontakt med min mor i mange år og har ikke et ønske om at få det, da det ikke bidrager med noget positivt. – Farvel mor, det klarede du sku ikke særlig godt!!
Jeg har via min behandling lært, at agere på mine egne behov i stedet for at reagere på andres behov. Jeg har arbejdet med at få renset ud i de selvdestruktive tanker og give plads til en ny, konstruktiv og positiv selvopfattelse.
Arbejder stadig med, at det er ok at være ked af det engang imellem og har fået ryddet op i nogle af de mønstre, som var årsagen til, at jeg faldt for en partner med narcissistiske træk. Jeg fortjener som alle andre, at få et godt liv og er godt på vej til, at få helet mine sår.

Hvis man ikke har haft forældre med narcissistisk/psykopatisk adfærd, har man ikke en chance for at kunne sætte sig ind i, hvordan det er at have en mor – der ikke er i stand til at elske andre end sig selv og som koldt og ligegyldigt satte sine egne behov først.
Jeg håber min historie kan være med til give andre håb for, at med den rette behandling kan få et godt liv, som alle fortjener.

0

You may also like

Leave a Reply