Follow:
Mine tanker

En dysfunktionel barndom

dysfunktionelForleden dag sad jeg og læste bogen ’Bliver jeg nogensinde god nok’ af Karyl McBride, hvilket var lidt en øjenåbner.
Lige pludselig forstod jeg, hvorfor jeg altid har følt mig anderledes. – har altid skulle kæmpe for at blive anerkendt for at være “mig“, hvilket har betydet, at jeg har haft svært ved at udvikle min sande identitet.

At vokse op i en dysfunktionel familie

Min mor havde meget fokus på de materielle goder og de ydre omstændigheder. Facaden var altid i orden. Udadtil fremstod min mor, som den perfekte mor. Men bag hjemmets fire vægge var det et helvede. Hvor omsorg og kærlighed eller følelser, var ikke eksisterende. Hun kunne uden varsel eksplodere i raseri. Og fik jævnligt atvide jeg var mindre værd end andre, ikke værd at bruge tid på, uduelig. Hele min barndom var en lang marathon på listefødder. Jeg viste aldrig, hvornår jeg blev overfaldet verbalt eller fysisk af min mor eller stedfar.
Min barndom var en lang øvelse i, at gøre og sige det rigtige for, at min mor eller stedfar ikke blev vred. Uanset hvad jeg selv måtte føle eller mene. Dermed fik jeg “programmeret” et handlemønster, der byggede på min mors forventninger. Frem for at danne en personlighed og et handlemønster, der var baseret på egne valg, meninger og følelser.

Min mor har altid spillet min bror og jeg ud mod hinanden. Det har resulteret i, at vi har et dårligt indbyrdes forhold. Min bror var favoritbarnet. “The golden child“. Blev en gang spurgt om jeg troede min mor elskede mig? NEJ. En mor med dysfunktionel personlighedstræk er ikke i stand til, at elske andre end sig selv.
Det meste af min barndom brugte jeg på, at sidde med næsen i en bog eller være sammen med dyr. Bøgerne gav mig et liv med oplevelser og normalitet, og dyrene gav mig den kærlighed, jeg havde brug for. Kærlighed og et selskab, hvor jeg var tryg og glad.

Konsekvenserne i voksenlivet

Den mangelfulde omsorg har betydet, at jeg har svært ved at lade andre mennesker komme tæt på mig. Og stole på at andre vil mig det bedste. Jeg bliver hurtig mistroisk. Har det noget med mig at gøre, hvis de ikke smiler til mig osv.
Min over analyseren i forhold til andre menneskers signaler/adfærd, stammer fra min negative sociale arv. Det er en gennemgribende angst for ikke at være god nok. Den er så dybt kodet i mig, at jeg stadig arbejder med den i behandling.

Konsekvenserne i kærlighedslivet kom til udtryk i form af min egen usikkerhed. Hvilket gav et “hul” inde i mig rent følelsesmæssigt, som jeg ubevidst forsøgte at fylde med kærlighed fra en partner. Når der opstod følelser i form af kærlighed fra en partner. Tilsidesat jeg mig selv og mine behov for, at opfylde partnerens ønsker.
Min partners manglende empati, omsorg eller støtte, var meget grundlæggende i vores forhold. Jeg lærte at udholde denne dårlige behandling, da jeg fra min social arv har lært, at jeg ikke havde nogen værdi og det var en normale måde at relatere til mennesker på.

Da jeg senere i voksenlivet skulle til at fungere i sociale sammenhænge både på studie og arbejdsplads, begyndte jeg at krakelere. Den måde jeg navigerede på, var designet ud fra et barns desperate behov for beskyttelse.
Denne beskyttelse kunne ikke bruges i en voksen verden. Dermed startede bulimien og senere hen mit destruktive forhold til mad, som i mange år, har fungerede som ventil for den vrede og frustration, jeg bar rundt på, fordi jeg ikke kunne finde ud af, at rumme det kaos der var i mig.

At finde sig selv

At vokse op i en dysfunktionel familie efterlade sår med alvorlige konsekvenser for det senere liv. Men disse typer familier er desværre mere almindelige, end vi tror. For mit vedkommende har jeg den udfordring, at jeg har fået PTSD.

Selv om mange af os er vokset op i en dysfunktionel familie, er vi hovedpersoner i vores liv, og med den rette behandling kan vi hele vores sår. Trods konsekvenserne af min barndom, har jeg formået, at skabe mig et normalt liv og en fået en videregående uddannelse og forsørger mig selv. Jeg har ikke haft kontakt med min mor i mange år og ønsker det ikke, da det ikke bidrager med noget positivt.

Helbrede barndomssår

Jeg har via min behandling lært, at agere på mine egne behov i stedet for at reagere på andres behov og har arbejdet med at få renset ud i de selvdestruktive tanker og fået plads ny, konstruktiv og positiv selvopfattelse.
Arbejder stadig med, at det er ok at være ked af det engang imellem og har fået ryddet op i nogle af de mønstre, som var årsagen til, at jeg lod andre overskride mine grænser, og har ikke fået sagt fra og sætte grænser. Da mine grænser aldrig er blevet respekteret. Jeg fortjener som alle andre, at få et godt liv og er godt på vej til, at få helet mine sår.

Hvis man ikke har haft forældre med narcissistisk adfærd, har man ikke en chance for at kunne sætte sig ind i, hvordan det er at have en mor – der ikke er i stand til at elske andre end sig selv og som koldt og ligegyldigt satte sine egne behov først.
Jeg håber min historie kan være med til give andre håb for, at med den rette behandling kan få et godt liv, som alle fortjener.

Previous Post Next Post

Andre relaterede indlæg

No Comments

  • Reply Mors dag et kommerciel tiltag - dianna.dk

    […] dag“, og mindes aldrig at have givet min mor blomster, men det hænger sammen med, at vi ingen kontakt har efter mit ønske. Jeg mener som mange andre dansker, at “mors dag” har udviklet sig […]

    8. april 2019 at 13:55
  • Leave a Reply