Mine tanker

Hverdag som pårørende til en kronisk syg.

I november skrev jeg indlægget ”Når sygdommen rammer”. Som mange ved faldt Dennis om inde i havnen som lyn fra en klar himmel, uden at læger har kunnet påvise en grund og har siden hen fået diagnosen emfysem.
Livet, som vi kendte det, er for evigt ovre. Hvem vidste, at vores sundhedssystem var så skrabet, at omkring halvdelen af pårørende til kronisk syge viser tegn på stress og udbrændthed, og at hver femte udvikler egentlig sygdom. Samtidig ved man, at mange pårørende ikke føler sig hjulpet og set i sundhedssystemet. Jeg skulle både tage mig af, hus, uvis fremtid, egen sag om sygemelding, møder på jobcenteret, hvor jeg blev så presset, at det gik ud over min hukommelse og koncentrationsevne og mit PTSD havde sin egen lille fest.

Hele min hverdag var under Dennis sygdomsperiode fyldt op. Jeg negligerede familie og venner og isolerede mig, fordi jeg var utryg ved at lade Dennis være alene. Når man er pårørende til en kronisk syg bliver man pludselig både pårørende, advokat, sygeplejer og samarbejdspartner til sundhedsvæsenet, hvor man ikke føler sig hjulpet og set i sundhedssystemet til at navigerer i det farvand af udfordringer, der følger med, når ens nærmeste bliver langvarigt syg.
Som vores samfund i dag har udviklet sig, lever man i stigende grad med sygdommene hjemme, hvilket gør at de pårørende er meget mere på end tidligere. De pårørende er en vigtig ressource, men for at kunne være det, kræver det at sundhedssystemet og jobcenter kigger på hvordan de kan støtte de pårørende, der ofte har mange sygedage fx. i forbindelse med kørsel af ægtefælde og risikoen for selv at blive syg som pårørende er stor, og sundhedsvæsenet kan risikerer at stå med to patienter i stedet for en.
Som pårørende magter du ofte ikke at tale med andre i omgangskredsen, da du ikke vil være til besvær og bede om hjælp hele tiden. For mit vedkommende brugte jeg professionel terapi, som jeg har valgt for egen regning at betale for at kunne tale om de mange følelsesmæssige og eksistentielle udfordringer jeg som pårørende har. Som pårørende står du med bristede drømme omkring fremtiden og har en masse “forbudte” følelser om, hvad det mon kommer til at betyde at ens samlever eller ægtefælde ikke kan det samme som tidligere.

Hverdag med en kronisk syg.

Dennis har fået ophævet sit køreforbud og er begyndt, at arbejde igen. Hvilket både er dejligt, men også angsprovokerende, da frygten for at stå med sammen situstion som i sommers igen, for hvem siger Dennis slipper “billigt” igen og nu kræver det ikke en studenterhue at regne ud at en lastbil er en dræbermaskine og hvem kan vide om det sker under kørslen?
Jeg skal da ærlig indrømme at de her dage, hvor det nyt, at Dennis er på gaden igen at telefonen nærmest er med i bruseren, men håber frygten aftager igen, da min belastnings stress kan udvikle sig til en sygemelding og så vil hverdagen ikke just være positiv som den fortrinsvis er i dag. Set erfaringsmæssigt indefra: Vores rige land giver ikke mulighed for livskvalitet til mennesker, der lider af kroniske sygdomme eller deres pårørende. Årsag: Yderste led af arbejdet med mennesker bliver beskåret til fordel for ledende poster, konsulenter, omstrukturering og aktiviteter, der aldrig kommer patienter og borgerne til gode.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *